Definitioner og begreber i sager om seksuelle overgreb og vold For at kunne observere og reagere på viden eller mistanke om psykisk eller fysisk vold og seksuelle overgreb er det nødvendigt at definere, hvad der forstås ved vold og seksuelle overgreb. I dette beredskab har vi taget afsæt i de definitioner som Socialstyrelsen anvender for seksuelle overgreb og fysisk og psykisk vold. Hvad er seksuelle overgreb Den voksne udnytter barnets tillid Det seksuelle overgreb krænker barnets integritet Det er en handling, som barnet ikke kan forstå eller misforstår og som barnet ikke er modent til at give samtykke til Det seksuelle overgreb er udtryk for den voksnes behov og på den voksnes betingelser, eller et udtryk for børn og unge, der udsætter andre børn og unge for seksuelt grænseoverskridende adfærd Det er en handling, som overskrider samfundets lovgivning og den almindelige moral Hvad siger loven om seksuelle overgreb? Strafferetligt er området seksuelle overgreb opdelt i en række kategorier af strafbare handlinger, jævnfør følgende paragraffer i Straffeloven: § 210. Incest. Dvs. samleje med slægtning i nedadstigende linje eller samleje mellem bror og søster. § 216 voldtægt §§ 219, 222, 223, 225. Samleje eller andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 15 år – dog 18 år, hvis barnet eller den unge er betroet til undervisning/opdragelse. § 224, 225. Køb af seksuelle ydelser fra personer under 18 år. §§ 226, 232, 234, 235. Blufærdighedskrænkelse (blotteri, beføling, beluring, verbal uterlighed) samt optagelse, besiddelse og udbredelse af fotos/film osv. af person under 18 år. Definition på vold (fysisk og psykisk) ”Vold er en handling eller trussel, der uanset formålet kan krænke en anden persons integritet, eller som skræmmer, smerter eller skader personen – uanset om personen er et barn eller en voksen. Volden kan have samme effekt på andre personer, der overværer eller overhører handlingen. Volden kan både være en bevidst handling eller en handling, der sker i affekt. Uanset typen af vold, der begås mod et barn, så er der tale om en adfærd fra forældrene eller andre omsorgsgivere, som er ødelæggende for eller forhindre udviklingen af et positivt selvbillede hos barnet. Enhver form for vold bringer barnets udvikling og sundhed i fare.” Strafferetligt er vold opdelt i en række kategorier af strafbare handlinger med beskrivelse af strafferammer, jf. følgende paragraffer i straffeloven. § 244. Den, som øver vold eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. § 245. Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med 5 fængsel indtil 6 år. Har et sådan legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed. § 245 a. Den, som ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med fængsel indtil 6 år. § 246. Har et legemsangreb været af så grov beskaffenhed eller har haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år Med fysisk vold forstås et bredt spektrum af vold fra f.eks. skub og lussinger, grovere vold som fx knytnæveslag, spark, slag med genstande og til direkte mishandling. Psykisk vold kan f.eks. bestå af direkte trusler, nedvurderende og ydmygende adfærd, kontrol og isolation. En særlig form for psykisk vold er den latente vold – hvor den, der er udsat for vold er bevidst om, at volden kan opstå. Latent vold kan opleves som den mest dominerende form for vold, fordi risikoen for ny vold gør, at al adfærd bliver strategisk for at undgå ny vold. Kilde: Socialministeriets hjemmeside omkring psykisk vold Mobning anses også for at være psykisk vold. Mobning er et forsøg på at skade en anden person og udelukke denne person fra fællesskabet. For eksempel en bestemt elev. Mobning kan ske ved, at en bestemt person udpeges som mærkelig eller utilstrækkelig og dermed ikke som en del af gruppen. På den måde skader man denne person, man forfølger ham/hende og stopper ikke med at drille, slå, råbe, skrive dårlige ting eller grine, selv om den anden siger stop. Når man mobber, bruger man sin magt på en meget negativ måde: Man gør sig til herre og dommer over en anden person, som man forsøger at skade. Det er mobning, når andre ikke respekterer en bestemt person og dennes grænser for, hvad der er acceptabelt. Det er mobning, når man ser ned på en anden person og bevidst nedgør. Læs mere om mobning Særligt om grooming Begrebet grooming anvendes om den proces, hvor krænkeren bearbejder, overtaler, forfører og manipulerer et barn eller en ung til at medvirke i seksuelle aktiviteter. Der er tale om en proces, hvor krænkeren gradvis opbygger en relation. Grooming kan også foregå online. En relation, som senere gør det muligt at udsætte barnet eller den unge for et seksuelt overgreb. Den manipulation og gradvise nedbrydning af barnets grænser, der finder sted kan være en langvarig og skjult proces. Det er vigtigt at fagpersoner har viden om og kan identificere denne proces i arbejdet med at opspore og forhindre seksuelle overgreb. Digitale overgreb og krænkelser Digitale medier har åbnet nye muligheder for, at seksuelle digitale overgreb kan finde sted, for internettet og mobiltelefoner er en helt naturlig del af børns og unges hverdag. Grooming nævnes ofte i sammenhæng med digitale medier, hvor den voksne på Nettet eller via chat kan udgive sig for at være et barn eller en ung og dermed opnå kontakt til et barn med den hensigt at begå overgreb. Når grooming ofte foregår via internettet, skyldes det, at det oftest er let at skabe kontakt via internet-chat, hvor formålet netop er at være i kontakt, og hvor den voksne lettere end ved andre former for kontakt kan skjule eller sløre sin identitet. Den voksne ”vil gradvist skabe en (nær) følelsesmæssig relation baseret på fortrolighed og afhængighed, hvorpå den voksne vil begynde at afprøve relationens bæredygtighed, f.eks. ved at fremsætte forskellige krav og ønsker, ligesom den voksne vil berøre seksuelle emner og afprøve barnets seksuelle grænser. Dette vil blandt andet kunne være i form af spørgsmål vedrørende barnets seksuelle erfaringer og udveksling af billeder med seksuelle motiver. Den voksne udnytter i den forbindelse, at børn ofte har behov for at tale om seksuelle emner, og at dette behov ikke altid kan opfyldes gennem familie og venner. Møder den voksne modstand fra barnet, vil den voksne ofte reagere med sårede følelser, trusler om at afbryde relationen til barnet eller ved på ny at bearbejde tillidsforholdet mellem den voksne og barnet. Når den voksne føler sig sikker på relationen til barnet, vil den voksne gradvist afsløre sin rigtige identitet og foreslå et personligt møde med barnet, hvor det seksuelle overgreb finder sted – eventuelt efter flere møder og gradvise tilnærmelser. Efter det seksuelle overgreb vil den voksne typisk forsøge at give barnet en følelse af skyld eller ansvar for overgrebet eller fremsætte trusler mod barnet med henblik på at undgå, at barnet fortæller andre om overgrebet. Barnet vil typisk ikke i tide erkende, at den voksne ikke har reelle hensigter, eller ikke turde betro sig til andre af frygt for reaktionerne.Kilde: 'Politiets hjemmeside'. Læs mere om grooming, digitale overgreb og krænkelser på Børns Vilkårs hjemmeside. Hvad siger loven Ifølge dansk lovgivning er billeder og film ulovlige, når de viser konkrete seksuelle aktiviteter med børn under 18 år, og billeder af børn under 18 år i seksuelle krænkende situationer. Dansk lovgivning om børnepornografi og overgrebsbilleder følger lovgivningen i EU. Loven blev sidst ændret i 2009. Det er ulovligt bevidst at søge efter eller ”gøre sig bekendt med” billeder af seksuelle overgreb på børn. Forældreansvarsloven ”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende handling” Forældreansvarslovens § 2 stk. 2 Det er væsentligt, at alle børn såvel som voksne ved, at det er ulovligt at dele billeder, film, optagelser og lignende med krænkende indhold.