For at sikre, at it-beredskabsplanen til stadighed er fuldt opdateret og fungerer optimalt, er det vigtigt at den jævnligt afprøves. Når man ser bort fra realsituationer, hvor planen iværksættes, så er en afprøvning af hele eller dele af planen den bedste måde, hvorpå man kan finde eventuelle fejl i planen samt videreudvikle de fastsatte procedurer, der skal følges i forbindelse med en etablering af it-beredskabet.
Ved afprøvninger af planen bliver både it-beredskabsgruppen og it-brugerne m.fl. fortrolige med, hvorledes en it-beredskabssituation skal håndteres. En afprøvning af it-beredskabsplanen kan foregå ved, at der bliver iværksat en målrettet it-beredskabsøvelse. Dette vil være en bekostelig metode og vil normalt ikke blive benyttet.
En anden og meget mindre bekostelig metode vil være, at iværksætte hele eller dele af it-beredskabsplanen i forbindelse med de varslede opgraderinger og fejlretninger af it-systemer, der alligevel jævnligt skal udføres. Denne afprøvningsmetode vil derfor normalt blive benyttet.
IT & digitaliseringschefen har ansvaret for at planlægge, iværksætte og lede afprøvninger af it-beredskabsplanen. Denne afgør på hvilket niveau den enkelte afprøvning skal foretages, omfanget af brugere, der skal deltage i afprøvningen og hvilke it-beredskabsprocedurer, der skal afprøves. Varslingen til brugerne om en it-beredskabsafprøvning kan "iklædes" forskellige testscenarier – og vurderingen af niveau og omfanget af brugere vil være afhængig af den pågældende opgradering eller fejlretning af systemet. Efter enhver afprøvning af it-beredskabet benyttes de samme evalueringsprocedurer, som gælder efter en real-iværksættelse af it-beredskabet.