Om muligt bør selvisolation ske i eget hjem, fordi den smittede person føler sig tryg i rammerne og ressourcerne i forhold til eksterne isolationsfaciliteter i så fald kan allokeres til personer, som ikke har mulighed for selvisolation i eget hjem.
Selvisolation anbefales for følgende grupper:
Personer med symptomer på COVID-19, som afventer svar eller har fået påvist smitte med ny coronavirus
Personer uden symptomer med positivt svar på test for ny coronavirus
Nære kontakter til personer med påvist smitte med ny coronavirus. Der skal foreligge negativt svar på begge test (dag 4 og dag 6) for nære kontakter inden selvisolation kan ophæves.
Forudsætninger for selvisolation i eget hjem:
At personen ikke forlader hjemmet
At personen har mulighed for at opholde sig og sove i et separat værelse
At personen har adgang til separat toilet og badefaciliteter. Alternativt, at personen selv gør grundigt rent efter sig, når personen har anvendt toilet og badefaciliteter.
At personen kan holde afstand til andre i husstanden, som er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved COVID-19
At øvrige husstandsmedlemmer kan forstå og samarbejde omkring isolationsopholdet
Som udgangspunkt omfatter den sidste forudsætning ikke mindreårige børn, men det anbefales, at andre voksne i husstanden tager sig af børnene. Er dette ikke muligt, skal der være fokus på hygiejne og holdes godt øje med om barnet udvikler symptomer. Se desuden afsnittet vedrørende løbende eksponering.
Borgeren vil ved en positiv test for COVID-19 også modtage information om selvisolation i eget hjem fra Sundhedsstyrelsen.
Er ovennævnte forudsætninger for selvisolation i eget hjem ikke opfyldt, kan borgeren visiteres til isolation udenfor eget hjem på en ekstern isolationsfacilitet. Er dette tilfældet, se action card for ’Isolationsfaciliteter’.